Cheeseburger

Cheeseburger image
Sværhedsgrad Nem
Forberedelse 0 min
Tilberedning 30 min

Ingredienser

4 stk.
    • 4   stk. burgerboller brioche
    • 4   stk. hakkebøffer
    • 2   stk. blommetomater
    • 1   stk. løg
    • 1   stk. icebergsalat
    • 1   stk. agurk
    • 1   dl eddike
    • 0,75   dl sukker
    • 5   spsk. mayonnaise
    • 2   spsk. ketchup
    • 1   tsk. sennep
    • 100   g cheddar
    • 1   spsk. smør

Forberedelse

    Sådan en rigtig snasket amerikansk burger med ost, burgerdressing, syltede agurker og en bøf. Det er der altså ikke meget, der slår. Denne cheeseburger er bygget op af en hakkebøf, cheddar, burgerdressing (som du nemt kan røre sammen), lynsyltede agurker, salat, tomat og løg. Og så er den pakket sammen i en briocheburgerbolle, der lige bliver ristet i lidt smør på panden inden. Det er atså ikke dårligt. Vi kan anbefale at købe hakkebøffer, der allerede er formet for en endnu nemmere burger.

  1. Varm eddike, sukker og 1 dl vand op i en gryde, til sukkeret er opløst. Skær agurk i fine skiver og kom dem i syltelagen. Lad det køle ned.

  2. Form hakkebøffer, hvis de ikke allerede er det. Krydr hver side godt med salt og peber og lad stå og temperere lidt.

  3. Snit løg i fine ringe, tomater i fine skiver og salat - enten i større blade eler fintsnittet. Skær også tynde skiver af cheddar.

  4. Flæk burgerbollerne midtover og smør begge sider med et tyndt lag smør (dette kan undlades).

  5. Varm en pande (gerne grillpande) op til middelhøj varme og rist bollerne på begge sider.

  6. Rør imens dressingen sammen af mayo/cremefraiche, ketchup, sennep og et drys salt og peber.

  7. Dryp 1/4 af de syltede agurker af på et stykke køkkenrulle og hak dem fint. Rør dem i dressingen. Du kan evt. smage til med lidt sød paprika. Smag til.

  8. Varm igen panden op til middelhøj varme og kom en smule olie på panden. Steg bøfferne til de har god stegeoverflade på begge sider og skru så lidt ned for varmen og lad dem stege færdigt, til sådan du bedst kan lide dem. De skal stadig være saftige indeni.

  9. Når du vender bøfferne sidste gang, skal du komme skiver af cheddar ovenpå og lad det smelte. Lad bøfferne dryppe af.

  10. Server alle delene sammen, så man selv kan bygge en burger af burgerdressing, salat, bøf med ost, tomater, løg og syltede agurker.