Broccolisalat med skyr, æbler og rødløg

Broccolisalat med skyr, æbler og rødløg image
Sværhedsgrad Nem
Forberedelse 0 min
Tilberedning 30 min

Ingredienser

4 portioner
  • Broccolisalat

    • 1   broccoli ca. 500 g
    • 1   rødløg ca. 200 g
    • 2   æbler ca. 250 g
    • 2   spsk. rosiner
    • 150   g lufttørret skinke 1 pakke
    • 3   spsk. solsikkekerner ca. 40 g
  • Dressing

    • 100   g skyr
    • 100   g græsk yoghurt
    • 2   spsk. mayonnaise
    • 1   spsk. sirup
    •   salt

Forberedelse

    Broccolisalat fungerer som det perfekte tilbehør – uanset hvilket stykke kød der bliver serveret. Denne opskrift på broccolisalat er særdeles velegnet til det tidlige efterår, hvor æblerne er i højsæson. Du kan også nyde broccolisalaten som hovedret, hvis du gerne vil undgå en større kødret. Du kan også med fordel udelade den lufttørrede skinke, hvis du gerne vil spise vegetarisk.   

    Broccolisalat

  1. Rens broccolien og skær den i mundrette stykker. Skær stilken i tynde skiver.

  2. Kom broccolien i en skål og hæld kogende vand over. Lad det stå i 1 min. og hæld så vandet fra.

  3. Snit løget fint.

  4. Skræl æblerne og skær dem i fine tern.

  5. Bland det hele i en skål og tilsæt solsikkekerner og rosiner.

  6. Steg skinken sprød på panden.

  7. Dressing

  8. Bland ingredienserne til dressingen sammen og smag til med salt.

  9. Hæld dressingen over grøntsagerne og vend blandingen rundt.

  10. Kom skinke ovenpå salaten, inden du serverer.

  11. Udarbejdet af Birgitte Nymann

    Broccolisalat – en salat i mange variationer

    Broccolisalat er en dejlig alsidig salat, som de fleste nok er vokset op med. Det kan for mange børn være en drøj og små-bitter omgang at begynde at spise broccoli, men med en broccolisalat bliver alting lidt nemmere.

    Det søde og saltede tilbehør og den cremede dressing står som en lækker kontrast til den grove grøntsag, og retten kan nærmest stå alene som et måltid.

    Populært vil man servere en broccolisalat til diverse steaks fra grillen, prøv fx vores grillede okseflankesteak, kyllingedeller eller kyllingelår. Broccolisalat står også helt perfekt til en saftig lammekølle.

    I denne broccolisalat hælder vi kortvarigt lidt kogende vand henover broccolien for at bløde den lidt op, men har du et helt frisk broccolihoved, så kan du også sagtens servere den broccolisalaten med helt rå broccoli. Er broccolien lidt kedelig, er det oftest en god idé at dampe den lidt. Skal der sidde børn med til bords vil det måske være en god idé, at broccolien har dyppet sin grove stok i lidt varm vand. Det kommer også helt an på, hvad du foretrækker.

    Mange er vokser op med en helt bestemt opskrift på broccolisalat, udformet på en helt bestemt måde. Men hvis du er frisk, så skal du prøve vores asiatiske broccolisalat med flankesteak med soja og ingefær.

    Vi er gået efter en lidt mere frisk og kalorielet udgave uden at gå på kompromis med de gode smage og den cremede dressing. I denne opskrift har vi brugt lufttørret skinke, men for mange skal en broccolisalat krydres med bacon.

    Skal broccolisalaten være vegetarisk, så undlad skinken og bacon, og tilsæt eventuelt en blanding af hakkede, ristede nødder.

    Du skal ikke være bleg for at udnytte køleskabets grøntsagsrester til din broccolisalat. Har du lidt ekstra kål eller andre grove grøntsager til at kigge trist ud fra grøntsagsskuffen, så smid dem i din broccolisalat. Det hele giver fylde og det bliver alligevel dækket af dressing, så det er bare en god måde at få tømt køleskabet, bekæmpe madspild og få spist lidt flere grøntsager.

    Vi har brugt æbler og rosiner, som den søde topping til broccolisalaten, men du kan også bruge tørrede tranebær, granatæble og pærer. Hvis det er sæson for jordbær eller du er vild med blåbær, så er de også geniale at pynte på din broccolisalat. Så ser den også vildt flot ud.

    En god broccolisalat har også lidt knas drysset på toppen. Her kan du også eksperimentere lidt. De gængse er solsikkekerner og pinjekerner samt græskarkerner. Men du kan også prøve lidt forskellige nødder af, f.eks. valnødder, mandler eller hasselnødder, og eventuelt lige riste dem lidt på en pande først.

    Dressingen burde klare den cremede og bløde del af broccolisalaten, men skal den lige have lidt ekstra, så drys med feta.

    Broccolien i Danmark

    Ingen brocolisalat uden hovedingrediensen: broccoli. Broccoli tilhører korsblomst-familien og således fætter til kål og radiser. Den stammer fra Italien, og havde en lidt sløv opstart i Danmark. Der eksisterer kilder, som helt tilbage i 17-1800-tallet forsøgte sig med broccoli, uden stor succes. Broccolien fik først rigtig medvind i Danmark i 1960’erne, primært på frost i grønsagsblandinger. Så broccolien er faktisk stadig en meget ny grøntsag Danmark, hvilket jo er lidt sjovt at tænke på, når man forbinder den med den klassiske broccolisalat, som måske har en snært af ”gammeldags” eller ”mormormad” over sig.

    Den er i dag nok en af de mest populære grøntsager i det danske køkken på grund af dens milde smag og alsidighed, og gode fylde. Den bruges i alt fra smoothies og supper til tærter, wok-retter og salater.

    Derudover er den en god kilde til vitaminer, rig på fibre og ikke svær at dyrke.